Nyhavns historie
NYHAVN er noget helt specielt dansk. I 450 år udvidede "dukkebyen" København ikke sine grænser, men så oprettede byggekongen Christian Den Fjerde i 1617 Christianshavn, og så var rammerne sprængt. Nu begyndte udvidelserne af den gamle hovedstad, og i 1671 iværksatte Christian Den Femte udgravningen af "Den Nye Havn". *
Siden har den kunstige kanal i nu mere end 300 år været rammen om et pulserende liv. Værtshuse og lystighed og milde kvinder har altid være Nyhavns kendetegn og gennem årene har "havnens" maleriske huse været hjem for verdensberømte kunstnere som H.C. Andersen (nr. 67) og adskillige af balletens, malerkunstens og digterkunstens mestre.
Et kig ned af Nyhavn minder om H.G.F Holms sirlige akvareller herfra. Maleren har boet i nr. 55, "Fattigholm" blev han kaldt. Han døde i 1861 uden at have opnået anerkendelse for sin kunst. I dag hænger hans billeder af gader, pladser og huse i København på museer og handles til skyhøje priser. "Fattigholm" gik på konditori i Store Strandstræde, et samlingssted for tidens kunstnere.Her kom også eventyrdigteren Hans Christian Andersen, den danske kunstner der har opnået størst berømmelse i levende live.
Sammen har de beundret konditoriets vægmalerier af de seks muser: Dansens, musikkens og de fire årstider. Billederne hænger her stadig til inspiration for stedets gæster. Konditoriet hedder i dag Restaurant Els.
Af nutidige digtere er Sigfred Pedersen afgjort den kendteste, og enhver dansker kan nynne med på hans muntre sange som "Våren, der går gennem Nyhavn" og "Søren Bramfris Lærkesang".
Sigfred Pedersen satte solstrejf på bohemernes og bumsernes Nyhavn. Han skildrede den muntre stemning i bæverdingerne med sand på gulvet, hvor de muntre drikkeviser har fyldt rummene med mere eller mindre rustne stemmer i over tre århundreder.
Nyhavn har altid været det muntre samlingssted for sømænd fra alle verdens 7 have. Her har man ikke alene "slået til Søren", men også fundet afløb for de drifter, som måneders ensomhed på havet bragte på kogepunktet.
I dag er "Nyhavns lette garde" stort set en saga blot. De barske værtshuse er afløst af hyggelige spisesteder, hvor selv den mest kræsne gane kan finde trøst. Hertil er der ægte parisisk stemning på den gamle havns fortovsrestauranter, og for langt de fleste ægte københavnere er Nyhavn kort og godt stedet, hvor man hygger sig og slår sig løs.
Man kan møde hyggelig spillemandsmusik og jazz, når det er bedst. Og så kan man også studere herlige gamle skuder i havnen og middelalderarkitektur i bedste og smukkeste restaurerede klasse langs molerne, hvor et internationalt publikum sommeren igennem får den kære gamle havn til at genlyde af munter sang og bægerklang.
Nyhavn er kort og godt munterhedens og festens holdeplads i Wonderfull Copenhagen!
Skål og velkommen!
DFDS Canal Tours
Havne- og kanalrundfart
www.canaltours.dk
Skymap
Flot 3D-kort over København
www.skymap.dk
Copenhagen Harbour Jazz

www.harbourjazz.dk
Tivoliboder
Kan nu lejes hos Nyhavn Erhvervsforening
www.tivoliboder.dk
Galleri 18 Nyhavn
www.gallerinyhavn18.dk